Kategorier
Uncategorized

Vandreturen i Mols Bjerge maj 2021

Inge Gibskov, 73 år og blind, fortæller:

Det var en stor oplevelse at være med!

Turen var planlagt, så man kunne springe fra efter frokosten, men det var der kun ganske få, der gjorde, fordi det var så interessant. Vi var nok en 58 stykker i alt, flere seende end synshandicappede, så der var nok at følges med og at tale med undervejs.

Nogle steder var terrænet vanskeligt, der var kuperet med bakke op og bakke ned, og der var nogle smalle stier med brombær og tidsler, men så gik vi bare en og en. Jeg holdt fast i min ledsagers taske og gik bagved uden problemer.

På turen havde vi en guide, der fortalte om de områder vi gik igennem. Han fortalte blandt andet om de køer, der er blevet sat ud for at pleje naturen. Han fortalte, at de har det godt derude og at der bliver taget hånd om dyrene. Han brændte virkelig for området og vidste så meget, at det var en fornøjelse at høre på ham.

Det var også interessant at gå med, fordi der var mange nye mennesker og fordi turen var så lang, at jeg nåede at tale med flere forskellige undervejs. Vi gik omkring 13 km i alt, med en frokostpause midt på turen.

På eftermiddagsturen tog vores guide os med på en afstikker ind til et lidt skjult område af skoven, hvor det viste sig, at Karen Blixens søster, Ellen, havde et sommerhus. Vores guide fik kontakt med en i huset og så blev vi inviteret helt ind på grunden. Der fik vi så historien om huset og fik lov at gå rundt om det og kigge, det var da fantastisk pænt af ham.

Jeg vil meget gerne med en anden gang og kan bare opfordre flere til at melde sig.

God motion, frisk luft, godt selskab og gode snakke undervejs – lad os bare få mere af det!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *