Kategorier
Uncategorized

Blinderæs – Padborg Park

Sven Mogensen, bestyrelsesformand i Blindmotion, var selv med på banen, da Blindmotions første blinderæs skulle løbe af stablen.
Det er der kommet en herlig beretning ud af fra Sven:


Alle deltagerne ankom til Fredericia station rettidigt, så vi kunne køre til Padborg i vores bus på det aftalte tidspunkt.


Vi spiste en god sandwich i parken umiddelbart efter vores ankomst.
Imens fortalte vores to chauffører, Christian og Mikkel, om banen og aktiviteterne.
Mikkel fortalte om opnåelse af hans Danmarksmesterskab og at han kort efter vores event ville flyve til Barcelona for at test-køre en Lamborghini baneracer for ejeren; derfra til Belgien for at
test-køre en Porsche GTS baneracer. Christian fortalte, at han mest kører i gaderacere i DTS-klassen, og at han endnu ikke har stået øverst på et podie, men flere gange på trin 2 og på trin 3 på podierne.
De modtager begge to omkring 200.000 til 300.000 euros om året fra deres sponsorer for at kunne udøve deres sport og udvikle deres færdigheder.
De to kørere lå hele eftermiddagen og kørte om kap med hinanden i 2 helt ens racerbiler med os som passagerer. Spørg lige, om vi fik pulsen op!


Vi så med vores hænder 3 andre racerbiler udover dem, som vi kørte i, bl.a. en formel-1 racer.
Antallet, 11, af synshandicappede deltagere passede fint. Vores 3 seende ledsagere, som også kom ud at race på banen, løste deres opgaver på allerbedste måde. Så vi var et godt team!


Vi forlod Padborg Park igen i vores bus, hvor vi inden afgang modtog 1 goodie-bag til stor jubel og snart efter havde retningen mod Fuglsangcentret i Fredericia

Bussen ankom til Fuglsangcentret et kvarter før, at vi skulle ankomme i restauranten til aftensmåltidet. Det var dejligt, at vi lige kunne nå at checke ind på vores værelser.

Efter et vidunderligt måltid, flyttede vi til baren, hvor vi evaluerede eventen, imens at boblerne boblede! Alle uden undtagelse roste arrangementet til skyerne. Ingen havde forslag til forbedringer. På mit spørgsmål om, hvorvidt de kunne se sig selv deltage i et tilsvarende
arrangement en anden god gang, svarede alle uden 1 sekunds tøven ”jaaaaaaaaaaaaaa”.

Flere roste den kombination af event på banen med efterfølgende socialt samvær, som flere kender fra kajakfestivallen og andre aktiviteter i Blindmotion.

Efter en god nats søvn og en fantastisk dejlig morgenmadsservering den næste dag, tog vi afsked stadigvæk med en høj puls i blodet over at have kørt ræs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *