I 2024 afholdt Blindmotion Danmarks første blinderæs. Pladserne blev revet væk, og det blev til en kæmpe succes.
Derfor tilbyder Blindmotion at 10 synshandicappede personer og 3 seende hjælpere igen kan få pulsen op på den samme måde den 18. juni 2025.
Sidste gang kørte deltagerne i lukkede racerbiler. Næste gang er de lukkede biller blevet byttet ud med 2-personers åbne racerbiler. Nu skal vi minsandten også have vind og banestøv i håret og høre endnu mere racer-brøl fra motorerne!
Program: onsdag den 18. juni 2025
Kl. 10:30 kører 10 synshandicappede sammen med 3 seende hjælpere i egen bus fra Fredericia banegård til motorsport banen Padborg Park. Alle skal sørge for at ankomme til Fredericia banegård i god tid inden bussen kører.
Kl. 12:00 ankommer bussen til Padborg Park, hvor der straks bliver serveret en frokostsandwich i banens cafeteria. Vores 2 erfarne top-racerkører fortæller om Mitjet racerbilen, parken og deres mange aktiviteter.
Kl. 12:30 går det løs! Den blinde co-pilot, som er hurtigst til at iføre sig en køredragt og en kørehjelm, får en hjælpende hånd til at hoppe op i cockpittet i en åben baneracer. Indstigningen i disse åbne racere sker nemlig lodret ovenfra. Kroppen smutter lodret ned i den hårde skal, som i gadebiler kendes som et bilsæde, og som giver dig 100 procent tryghed under kørslen med speederen i bund. En H sele låser kroppen fuldstændig fast til sædet og her sidder du sikkert under hele oplevelsen. Et splitsekund efter at H-selen er clipset fast, eksploderer det hele en i et storslået motorbrøl og en forrygende acceleration ud på motorsport banen.
Efter at have kørt 5 runder på i alt næsten 11 km med en eventyrlig stime af spændende G påvirkninger i form af vild acceleration, sindssyge opbremsninger og medrivende udskridninger i de mange og skarpe sving, er turen pludselig slut. En overraskende stilhed har afløst den brølende motorstøj og deltagerne kan nu igen tale med sin chauffør. Åndedræt og puls er helt oppe, imens man stadig sidder og presser fødderne hårdt ned imod bilens gulv, selvom bilen nu holder stille og alt er fredeligt igen.
Tiden er kommet til at presse sig op igennem toppen af glasfiberkarosseriet og efterprøve om benene kan bære en. Lykkefølelsen er vild lækker og trætheden i kroppen er overvældende.
Før køreturen kunne man spørge sig selv, om det virkelig kan være fysisk krævende at køre rigtig hurtig i en bil? Nu er der ikke længere nogen tvivl om, hvad svaret på det spørgsmål er.
Når alle har været igennem denne sindsoprivende oplevelse 1 gang, kan deltagerne vælge at blive kørt yderligere 5 omgange på næsten 11 km på banen. Typisk bliver der kørt hurtigere i 2. session end i første session, fordi banen i løbet af eftermiddagen bliver kørt mere og mere fri for fugt, grus og støv. Mere og mere racergummi bliver kørt ned i asfalten. Løbende bliver friktionen højere og bremselængderne bliver kortere og kortere. De professionelle chauffører presser sig selv lidt mere omgang for omgang for at give dig den mest forrygende oplevelse.
De seende hjælpere har nogle vigtige opgaver. De skal ordne rækkefølgen på, hvem der starter hvornår og holde styr på hvem den næste er. De skal finde en hjelm, der har den rigtige størrelse til hoved på hver enkelt af de startende. De skal tage imod den passager, som kommer ud af en bil og straks hjælpe den næste person til at klemme sig ned i bilen så de kan få deres tur. De skal følge de blinde til et toilet efter behov.
De skal hjælpe de synshandicappede, der i en pause i kørslen gerne vil hen at se med hænderne, hvordan de andre af banens racerbiler ser ud. Uden garanti for at de er hjemme på dagen, forsøger ejeren af Padborg Park at fremvise både Formel 4 biler, deres Lola Formel 1 racer, en fransk Midjet racer og en Porsche GT3 for os.
Senest kl. 16:45 brydes der op og bussen kører til Dansk Blindesamfunds hotel- og kursuscenter Fuglsangcentret i Fredericia.
Her bliver der serveret en lækker 2-retters aftenmenu. Drikkevarer er for egen regning.
Efter spisning fortsætter aftenen med evaluering af arrangementet og fortælling af ”røverhistorier” fra dagens oplevelser.
Arrangementet slutter efter morgenmaden torsdag den 19. juni. Med hjælp fra gavmilde donorer og en stærk filantropisk indsats fra Blindmotion, tilbydes hele arrangementet for en deltagerpris på kun kr. 600,- pr. person, synshandicappede som de seende hjælpere. De seende hjælpere kommer naturligvis ud at køre ræs på lige fod med de andre i gruppen. Der gives ikke prisreduktion, hvis deltagere springer over maden og overnatningen på Fuglsangcentret, ej heller hvis man sørger for transporten imellem Fredericia og Padborg selv i stedet for at være med i vores bus.
Blindmotion og Padborg Park frasiger sig ethvert ansvar i forbindelse med uønskede hændelser og eventuelle følger i forbindelse med opholdet og køreturene hos Padborg Park. Deltagerne skal selv sørge for at de har fuld forsikringsdækning i deres eget forsikringsselskab.
Yderlige information
Padborg Park
Blindmotion
Kontaktperson
Jacob Carsting
tlf. +45 26791556 jacob@blindmotion.dk
Tilmelding:
Du skal være medlem af Blindmotion, for at deltage. Er du ikke medlem, så klik på dette link, for at melde dig ind: Bliv medlem – Blindmotion.
Betaling kan ske via Mobilepay eller bankkonto. Oplys eventkode 1076 + dit fulde navn.
Mobilepay nummer: 64 84 22
Bank: Reg: 7620 konto: 2152401
Husk at oplyse eventkoden 1076 + dit fulde navn ved betaling, ellers kan vi ikke se du har betalt.
Tilmelding efter ”først til mølle-princippet”og inden 1. april 2025, skal ske til: jacob@blindmotion.dk
Ved tilmeldingen, bedes du oplyse nedenstående.
Fulde navn, telefonnummer, e-mail. Skriv også, hvis der er kosthensyn eller andet, der er relevant i forbindelse med frokost, samt overnatningen på Fuglsangcentret.
Vi glæder os til et fantastisk arrangement sammen med dig!