Din lokale kajakklub

Hvad nu hvis kajakken ikke kun var noget, du fandt frem til en weekend eller festival?

Måske ligger der en kajakklub tæt på dig. Et sted, hvor kajakken kan få sin hverdag, og hvor du kan blive en del af et lokalt fællesskab omkring glæden ved at ro.

Her kan du komme på vandet igen og igen, lære dit lokale farvand at kende, udvikle din roning og dele interessen med andre roere.

Måske tog du dine første padletag på Kajakfestivalen eller fik lyst til mere på en kajakweekend.

Så behøver kajaklivet ikke stoppe dér.

IPP2 – en nøgle til mere kajak

Har du mødt betegnelsen IPP2 på vores kajakweekender eller Kajakfestival?

IPP2 er et kajakbevis, der dokumenterer, at du har de grundlæggende færdigheder til at ro havkajak på et bestemt niveau – også når du har et synshandicap.

Mange kajakklubber bruger IPP-systemet som en del af deres rammer for aktiviteter og ture. Derfor kan et IPP2-bevis være en vigtig nøgle, hvis du gerne vil videre med din roning i en lokal klub.

Vil du vide mere om IPP2 og dine muligheder, er du velkommen til at kontakte KajakKim på Kim@blindmotion.dk.

Flere døre åbnes til det lokale kajakliv

Døren er allerede kommet på klem.

Sidste år var KajakKim og Sven fra Blindmotion med til at træne instruktører i udvalgte kajakklubber og dele erfaringer med, hvordan mennesker med synshandicap kan blive en del af kajaklivet.

Så nu kan du træne lokalt hos: 

Brøndby Sejlklub

Fredericia Sejlklub

Vallensbæk Sejlklub

Og udviklingen tager et stort skridt videre

Dansk Kano og Kajak Forbund har fået støtte fra Nordea-fonden til det fireårige projekt Kajak uden grænser – ro i sindet og gang i kroppen.

Fra 2026 til 2029 skal 10 kajakklubber blandt andet arbejde med faciliteter, uddannelse af instruktører og aktiviteter for mennesker med forskellige behov.

Det glæder os rigtig meget.

For jo flere klubber og instruktører der får erfaring og de rette rammer, desto flere mennesker kan få mulighed for at gøre kajakken til en del af deres lokale fritidsliv.

Læs mere om Kajakken er for alle hos Dansk Kano og Kajak Forbund