Nye eventyr venter – RallySupport, BMW MC Klub Danmark og Blindmotion åbner vejen sammen.
Hvad får man, når man tilfældigt sætter en motorcykelentusiast fra RallySupport og en ildsjæl fra Blindmotion ved siden af hinanden på et fly fra København til Marokko? Man får da en idé, der tager fart! Selvfølgelig skal mennesker med synshandicap også opleve suset, friheden og glæden ved at køre motorcykel under åben himmel – sammen med andre, der elsker eventyr på to hjul!
Det var nemlig dér i flyet, at Peter fra RallySupport og Carina fra Blindmotion mødtes og fik tid til at snakke drømmen frem i lyset. En drøm om at gøre motorcykelkørsel til noget for flere.
Peter fra RallySupport har allerede skabt en verden af eventyr for motorcyklister. Som han selv siger:
Eventyr!
- Vi ønsker at se og opleve hele verden fra sadlen af en motorcykel.
- Eventyr og fællesskab, står som overskrift på alt hvad vi laver.
- Vi har rødder i offroad, vi elsker grus og skovveje, men kører også asfalt, hvis det er der eventyret venter.
- Vi har ikke noget imod luksus, men sover gerne i telt eller på et høloft! Vi samles gerne om bålet om aftenen til røverhistorier og en kold øl.
- Vi hilser pænt på folk og bliver vi inviteret på kaffe, siger vi ja tak!
Test-event på vej!
Fra Peter og Carina mødtes gik det stærkt. Vi snakkede med nogle af Blindmotions medlemmer – og interessen var ikke til at tage fejl af. Se da Rally motorcykler ikke lige er til bagsædepassagerer 😊; skulle der tænkes højt og spørges om hjælp fra en helt anden kant for at gøre motorcykelkørsel muligt for synshandicappede.
Der blev banket på døren hos BMW MC Klub Danmark og juhuu, de havde ja-hatten på! Jørgen Rath Nielsen som medlem af klubben checkede baglandet og de stiller op med kørere, der er nu klar til at dele motorcykel, oplevelsen og give den gas for en god sag – en stor tak herfra!!
De er erfarne motorcyklister, vant til at have en passager med, og deres motorcykler er langt bedre egnet til formålet end en Rally motorcykel. Nogle af Rallysupports venner kører til gengæld med som bagtrop og følger kortegen bagfra.

Så nu er vi klar til at teste det af for alvor: mandag den 4. august 2025.
Vi har spurgt en håndfuld af vores medlemmer fra Blindmotion, om ikke de kunne tænke sig at være testkørere på denne særlige testtur. Og selvfølgelig sagde de JA!
Jørgen Rath Nielsen er motorcykelbetjent og har stor erfaring med at styre korteger og håndtere mange motorcykler i trafikken. Han står for briefing, inden testturen går i gang.
Så nu venter vi meget spændt på at få at vide, hvordan det hele fungerer.
Samtidig vil vi lytte til alle tilbagemeldinger:
- Hvad fungerede godt?
- Er der noget, vi kan gøre bedre?
- Skal vi lave flere ture?
- Skal der være særlige ruter eller niveauer?
- Kan vi skabe lokale køre-buddies?
Sammen vil testkørerne fra Blindmotion og BMW MC Klub Danmark og RallySupport afdække, hvilke knapper der skal drejes på; så fremtidige ture får det bedst mulige afsæt både for den synshandicappede og den seende kører.
Vi drømmer om, at det her kun er begyndelsen – så vi kan få endnu flere med ud til dejlige oplevelser, følelse af frihed og fællesskab på motorcykel.

Programmet for testkørslen:
- 17.00: Kaffe & pandekager
- 17.30: Instruktion
- 18.00: Afsted på landevejen
- 19.45: Tilbage igen
- 19.45–20.00: Feedbackrunde
Sted: RallySupport, Odinsvej 2A, 2800 Lyngby
Lyder det ikke bare fantastisk?
Du kan læse mere om RallySupport på rallysupport.dk & BMW MC Klub Danmark på BMWmcKlub.dk
Fra os i Blindmotion skal der lyde en kæmpestor tak til RallySupport og BMW MC Klub Danmark for deres #Overskudtilatdele.
Vi glæder os meget til, at den fælles idé kan vokse: Fra den første testkørsel til inspirationsture for begyndere til længere, mere krævende ture – og måske i fremtiden lokale køre-partnere der hvor du bor.
Det er allerede et lille eventyr at køre sammen. Og vi er kun lige begyndt ❤️🏍️✨
