En personlig fortælling fra Mads om tillid, fællesskab og vandringer i Pyrenæerne.
Hvor var det rart at deltage på en vandretur, hvor der var tiltro til vores fysiske formåen, uanset hvor nedsat synet er. Vi skulle vandre i Pyrenæerne, og vi blev ikke pakket ind i vat.
Vi gik i par, med en almindeligt seende makker hver. Turen var perfekt tilrettelagt: Vi vidste hele tiden, hvad vi skulle og hvor vi skulle hen hvornår – så der var ingen fysisk udfordring, som vi ikke kunne klare! Vi gik på de stejleste op- og nedstigninger ad Pyrenæernes bjerge og på de yderste, stejle klinter over det brusende Middelhav. Ofte gik vi direkte langs klippeafsatsen, hvor ét eller to skridt for langt til siden ville føre en direkte ned i afgrunden, op til 800 meter nede.
Der var bare fuld tiltro og tillid, til at det kunne vi sagtens klare, og det var en lettelse, når det generelt er sådan på arbejdsmarkedet eller i det offentlige rum, at ens evner ofte bliver betvivlet af overdrevne fordomme. Bemærkelsesvist var den eneste, der slog sig under hele vandreturen, således en almindeligt seende ledsager, der snublede på en lige grusvej pga. træthed og sommervarmen.
Hver dag fik vi en plan for, hvad der skulle ske hvornår og hvordan. Når terrænet ændrede sig, blev der lige samlet op, inden vi gik videre, så alle vidste, hvad der ventede. Dagene var tilrettelagt, så der var udfordringer, men også med indlagte åndehuller, hvor man kunne lade tilstrækkeligt op, drikke vand af en vandpost, som de lokale havde benyttet i århundreder, eller lige smage på nogle vilde urter, der groede på en skråning langs vejen vi gik på.
Idet vi som rejsedeltagere fordelte os i par, med en almindeligt seende og person med forringet syn i hver, så var der på den måde også tid og rum til mere private snakke to og to, selvom vi fulgtes ad som rejsegruppe på alle vandreture.
Det var virkeligt beroligende for både krop og sind at være afsted, væk fra den travle hverdag og med tid og rum til fordybelse, såsom da vi fik stillet den opgave at gå hele vejen igennem en mørk skov, på bakkede stier langs en piblende bæk, uden at sige et ord til hinanden. Det gav plads til stilhed med benene i bevægelse, og det er ikke noget, man kan opleve særlig tit, med begrænset eller intet syn.
Vores rejseleder Chéri Rasmusson, som var både vores daglige guide og planlæggeren af rejsens program, har en særlig evne til at få alle til at føle sig set og hørt. Hun var guld værd, fordi alt, småt som stort, med stor respekt blev taget i opløbet. Hun var forrest, når vi gik på vandreturene, men havde hele tiden et blik for den enkelte i gruppen, så alle følte sig inkluderet. Jeg takker for en dejlig tur!”
Mads, Medlem af Blindmotion