Det startede nogle år forinden, fortæller Bertha, som i dag er 43 år og har været svagtseende siden hun var 31, hvor hun meget pludseligt mistede det meste af sit syn. Når man som ung mister meget af sit syn, kommer man nemt til at føle sig magtesløs i forhold til resten af sit liv. Læger, sagsbehandlere, jobcentre og så videre står i kø, og man må bare følge med og rette ind. Men på cyklen kan man selv bestemme, og derfor giver det en følelse af frihed for Bertha og hendes kæreste, Søren, at cykle sammen på tandem. Bare at komme ud i naturen, få vind i håret og være sammen om noget, som de helt selv kunne bestemme over, betød meget.
Det med at cykle startede egentlig under corona, hvor en tandem gjorde det muligt for Bertha og Søren sammen at komme udendørs og få motion. Den første tur var bare op ad bakkerne ved Kolding til den nærmeste bænk fire km væk, og så sidde der og puste ud og spise en rugbrødsmad, for derefter at cykle hjem igen og falde sammen i sofaen. Efterhånden fik de mere energi og turene blev længere og længere. Og så var det Tour de France skulle køre noget af starten i Danmark i 2022, der blev mulighed for motionscyklister at cykle 25 km over Storebælt få uger inden Tour de France skulle køre over broen. Dét skulle Bertha og Søren bare. Problemet var, at der kun var billetter at få, hvis man tog turen fra Kalundborg på 100 km. Bertha og Søren kiggede på hinanden og blev enige om, at ”vi gør det!”
Så gik træningen i gang, godt hjulpet på vej af Berthas bror, Ejnar og deres gode ven og cykelrytter, Erik. Som Bertha husker det, regnede det det meste af tiden det forår mens de trænede og trænede til at køre de 100 km. Op ad bakke var det også, og modvind, men nu havde de besluttet at gøre det, og så var det bare op på cyklen igen. Da sommeren 2022 nærmede sig og turen var lige om hjørnet, følte de også, at de var klar. Klar var de, for de gennemførte at køre de 100 km hen over Storebæltsbroen, en kæmpe præstation.
Bertha fik i 2016 også konstateret sclerose, og da Bertha og Søren fandt ud af, at Scleroseforeningen har et cykelhold, Cykelnerven, der hvert år kører en del af Tour de France-ruten for at samle penge ind til velgørenhed, skulle de selvfølgelig med – sammen med Berthas bror og et par venner, så de kunne være et hold på turen, for uden en følgebil og nogen til at hjælpe med det praktiske, går det ikke, når man både er synshandicappet og har sclerose. Og så gik transformationen i gang. Vi tror jo alle sammen, at vi kan cykle, det har vi lært som børn, fortæller Bertha, men det kan vi altså ikke. Det er noget helt andet at være cykelrytter end at være cyklist og et er en stor transformation at forandre sig fra bare at cykle til at være cykelrytter. Det kræver enormt meget træning og kyndig vejledning fra Erik og Ejnar undervejs. Så hele det sidste år inden vi skulle af sted, havde jeg enten cykeltøj på, eller også var jeg i gang med at vaske cykeltøjet, siger Bertha. Vi fik også skrællet al overflødig vægt af både cyklen og os selv. Af med støtteben, af med bagagebærer, af med alt, hvad der kunne undværes og spise meget sundt. Det gjaldt om at få cyklen til at veje så lidt som muligt, inden vi skulle til Frankrig og i gang med bjergkørslen. For at være med, skulle vi også sørge for fundraising til turen, så der både var penge til at betale med og penge, der kunne gives til forskning. Fornemmelsen som indsamlingen gav os af, at nogen troede på os, nogen havde tillid til, at vi kunne gennemføre, var helt ubeskrivelig og en stor støtte undervejs, siger Bertha.
Og så kom dagen, hvor de tog flyet til Frankrig. Da de landede, stod der nogle med bannere og piftede og hujede og råbte på Bertha og Søren og Bertha tænkte, om de andre ryttere mon også fik så vild en modtagelse? Indtil hun fik et kys på kinden og det viste sig, at det var to af hendes kusiner, der havde taget fri fra arbejde for at tage til Frankrig for at heppe. Som Bertha siger, betyder følelsen af fællesskab alt i sådan en sammenhæng, og hun føler sig dybt taknemmelig over al den støtte hun, Søren og teamet har fået undervejs.
Selve turen varer en uge og de cykler på en del af Tour de France-rutens-etaper, nemlig etape 4, 19 og 20. Vi taler om regulær bjergkørsel, op ad stejle bjerge i fantastiske landskaber og tid nok til, at man som svagtseende og scleroseramt godt kan være med. Det gør ikke turen mindre imponerende! Undervejs cyklede de op ad Col du Galiber – 2642 meter højt, Col de Vars – 2109 meter over havet og så over Isola på 2024 meter, og bjergene Col de la Couillole og Col de Braus på hhv. 1678 meter og 1002 meter over havet. Helt utroligt at det kan lade sig gøre, men når man er Bertha og Søren og Team Tandem, så går det.
Om aftenen overnattede hele Cykelnerven-selskabet i små bjergbyer langt ude på landet, hvor skituristerne var taget hjem. Mad – masser af havregryn og spaghetti – var inkluderet i turen, og der var også indlagt en tiltrængt hviledag på den hårde og krævende tur.
Inden turen fik Bertha et legat fra Blindmotion til køb af et specielt gearet racerbaghjul til sin tandem. Cyklen havde brug for noget mere trillekraft, forklarer hun, for uden professionelt udstyr og et godt team, kunne vi ikkehave gennemført en så krævende præstation, siger Bertha.
Undervejs lykkedes det Cykelnerven at indsamle 12,9 mio. sammenlagt, der nu kan gives til forskning. Og efter hjemkomsten melder spørgsmålet sig nu: hvor skal vi hen næste gang? Som Bertha siger, var det meget mere interessant at følge med i Tour de France, når man ved, hvor hårdt det er, fordi man selv har kørt der. Også selvom feltet i Tour de France kører noget hurtigere, end man selv har kørt, så ved man godt, hvordan det er.
Bertha og holdets præstation er fuldt på højde med andre i Blindmotion, som har gjort det umulige: imponerende præstationer, som f.eks. Sven Mogensen, der som første blinde europæer har besteget Kilimanjaro og Arne Christensen, der har stået på ski til Sydpolen. Og uden inspirationen fra dem, var turen måske ikke blevet den samme. Men som Bertha siger om sit hold: Uden dem havde det ikke kunnet lade sig gøre
