Kategorier
Uncategorized

Bjergvandring i Pyrenæerne 2026 – Program

 

MANDAG – Velkommen til Axat i Sydfrankrig

Vi flyver fra København til Sydfrankrig. På turen til Axat, der tager 2-3 timer, får du rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig for dig, med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer. Vi kører i vores egen bus og på vejen stopper vi ved den gamle historiske middelalderby Beziér, hvor vi holder pause og kigger på den imponerende gamle sluse. 

TIRSDAG – Axats stemning, historie og honning (kan afkortes)

Efter gårsdagens rejse har kroppen godt af at blive rørt lidt. Vi lægger blødt ud med en rolig tur på ca. 5-6 km – en mulighed for at mærke underlaget og få en fornemmelse af, hvad ugens vandringer vil byde på. 

ONSDAG – Middelhavet og maleriske Collioure byder på frokost og vandring

Vi starter dagen tidligt og sætter kurs mod Collioure – den farverige lille perle ved Middelhavet, hvor bjergene møder havet og duftene af lavendel, saltvand og friskbagt brød fylder luften. Byen er som en palet af sydfranske sanseindtryk: smalle, snørklede gyder, pastelfarvede huse, palmer, kunstgallerier og skyggefulde pladser med små caféer.

Vi besøger den ikoniske kirke med klokketårnet, som står midt i bølgerne og hører om det magiske lys, der engang tryllebandt kunstnere som Matisse, Picasso og Dali. Herefter nyder vi en dejlig frokost ved strandpromenaden – med udsigt til både fiskerbåde og det dybblå hav.

Mætte og glade begiver vi os ud på Sentier du Littoral, kyststien, der snor sig fra Collioure til Le Racou. Det er en utrolig smuk og sanselig vandretur langs klipper, små bugter og duftende vinmarker. Underlaget varierer – fra flade stier og grus til ujævne klippestykker og små trapper. Der er gode udfordringer undervejs. Stien er en god, sjov og udfordrende oplevelse, der kan gennemføres i roligt tempo med ledsager.

Turen er cirka 4 km i én retning og vi tager os tid til at nyde både udsigten og det, vi møder med hænder og fødder – vinden, stenene, planterne, havets stemme. Ved ankomsten til Le Racou belønnes vi med en dukkert i bølgerne, hvis man har lyst – stranden her har herligt sand og bølgerne er friske – husk dit badetøj.

Herefter går turen hjemad i bus – fyldt med indtryk, salte kinder og minder fra en dag med Middelhavet som følgesvend.

TORSDAG – Bjergluft, udsigter og landsbyliv i Cailla og Artiques (Afkortning eller kørsel noget af vejen)

I dag tager vi en blødere vandretur. Turen er på omkring 13 km. Vi går selvfølgelig op og ned, men i bløde bakker.  

Vi snører vandreskoene og begiver os ud i de frodige Pyrenæer – en dag fuld af duften fra vilde urter, fuglesang og betagende udsigter venter. Turen går ad små stier gennem grønne skråninger og skovklædte slugter, hvor vinden bærer lyden af klokker fra køer i dalen og cikadernes sang i træerne.

Undervejs besøger vi den lille bjerglandsby Cailla, der ligger højt med åbent udsyn over dal og bjerge. Her er ingen butikker og ingen larm – kun stilhed, ro og en håndfuld huse, hvor livet leves enkelt og med jorden som udgangspunkt. De lokale dyrker stadig deres egne grøntsager og urter med stolthed. Vi ved, hvor nøglen til byens lille kirke er gemt og hvis stemningen er til det, sætter vi os ind i stilheden og lader vores stemmer fylde rummet med en sang.

Turen fortsætter først langs den lille landevej, herfra ad rimelig gode stier til Artiques, en endnu mindre landsby med høns i haverne og en fornemmelse af at tiden her har sit helt eget tempo. Hvis “Roserne-Mor” er hjemme, byder hun os indenfor i sin fortryllende have – en levende symfoni af blomster, duftende krydderurter og gamle frugttræer. Hun viser os rundt, fortæller med sprudlende fransk om sine planter og livet heroppe.

Herefter fortsætter vi ad bløde stier gennem landskabet til Mandy, som laver de sødeste ting i keramik. Måske finder du en lille gave til dig selv – eller en, du holder af. 

Om eftermiddagen er der tid til jer selv – måske til at læne sig tilbage og nyde solen eller lade dagens sanseindtryk bundfælde sig i kroppen og sindet.

FREDAG – Château de Puilaurens – borgen i skyernes favntag (Afkortning / mulighed for kørsel samt ’sidde over’ på den værste stigning)

Højt over skoven, som en ørnerede klemt fast i klippesiden, troner Château de Puilaurens. Heroppe, i 697 meters højde, mærker man historiens vingesus og vinden fra Pyrenæerne i håret.

Dette var en af de stolte katharborge – et tilflugtssted for de forfulgte og en uindtagelig bastion mod kongens tropper. De stejle mure smelter næsten sammen med bjerget selv, og når tågen ruller ind, føles det som at træde ind i et sagn: hemmelige tunneler, mystiske legender og ekkoet af en tid, hvor tro kunne koste livet.

Château de Puilaurens er ikke bare en borg – det er et drama i sten, en fortælling hugget i klippe og kronet af himlen.

Vi tager bussen det korte stykke til Lapradelle, hvor vores eventyr begynder. Allerede nedefra kan vi skimte de første sten i murværket – og mærke, hvordan borgen kalder på vores nysgerrighed.

Vi begiver os op ad den snoede chikane-trappe, der leder os op mod borgens port. Undervejs passerer vi mordhullet og træder ind i hovedgården med sine kreneler og hesteskotårne – slidte af tid, men stadig majestætiske.

I den fredelige borggård rører vi ved de ru mure, lytter til fortællinger om katharerne og lader historien folde sig ud omkring os.

Inden vi begynder nedstigningen, laver vi let stræk og en kort intro til teknikker for sikker nedgang, så alle føler sig trygge.

Vi fortsætter til fods mod Axat – en flot tur gennem skov og bjerglandskab, hvor naturen skifter fra duftende urter og vilde blomster til åbne vidder med kig til floddalen. Undervejs holder vi pauser, nyder Gert’s lækre sandwich og møder små berøringsstationer med quiz, sanselige udfordringer og kreativ kunstinspiration.

Turen er ca. 12-13 km og går ad gode stier i varieret terræn – med både op- og nedstigninger, men i roligt tempo. Har man behov, er der mulighed for at blive hentet ca. 4 km før Axat.

LØRDAG – Marked i Quillan, store udsigter og cafébesøg (Afkortning / mulighed for kørsel)
Vi starter dagen med et besøg på det farverige og velduftende marked i Quillan. Her kan man ikke blot købe friske grøntsager, frugt, fisk, ost, brød og andre lækkerier – man får også et glimt af det lokale liv, når det er allermest levende og fransk.

For de lokale er markedet ikke bare et sted at handle – det er et ugentligt ritual. Man mødes, taler om familien, vender verdenssituationen og nyder en kop kaffe eller en tidlig pastis på den nærliggende café. Stemningen er varm, afslappet og lidt højlydt – og ingen kan modstå fristelsen, når de store grønne oliven og saftige svesker frister fra boderne. 

Vi runder også lige den gamle kirke, hvor Napoléon III, kejser af Frankrig fra 1852 til 1870, har doneret 4 smukke billeder og hvor lysekronen kommer fra en kendt Russisk restaurant.

Efter markedet tager vi på en dejlig gåtur i det omkringliggende landskab. Undervejs får vi flotte udsigter, hvor vi ser byen fra oven og nyder panoramaet over dal og bjerge. Vi går ad gode stier gennem skov og åbne områder, hvor både ro og skønhed ledsager os.

Madpakken nyder vi et godt sted undervejs – omgivet af natur, fuglesang og god stemning.

Også i dag pirres både nysgerrighed og sanser undervejs. Tilbage i Quillan kan man runde dagen af med en kop kaffe, en kold øl eller en velfortjent is på en af caféerne – med udsigt til byens gamle borgruin, hvis mure stadig bærer historier fra regionskrigene og kampene mod Spanien.

SØNDAG – Skinnecykler og picnic i slotshaven

Efter flere dage med vandrestøvler og god rytme i benene, skifter vi i dag til en anden form for bevægelse – med smil, samarbejde og frisk luft i håret. Vi skal ud på tur med de nostalgiske skinnecykler!

Vi sætter os til rette i firpersonerscykler og hjælpes ad med at få gang i pedalerne. Undervejs nyder vi landskabet, som glider forbi i roligt tempo – gennem frodige områder, langs floder og gennem små tunneller.

Vi hører også historien om de lokale beboere, der i starten af 1900-tallet formåede at vende modgang til fremskridt ved at leve tæt på naturen og bruge dens ressourcer med omtanke.

Tilbage i Axat venter en dejlig picnic i slotshaven, hvor Gert byder på lækkerier, der med god samvittighed honorerer dagens kalorieforbrug. Vi nyder fællesskabet og stemningen, og der er god tid til at snakke, slappe af og tage afsked med ugen i roligt tempo.

Resten af dagen er fri – til at pakke og puste ud, måske nyde en sidste café eller et glas rosé, inden Le Chef serverer rejsens sidste middag. Aftenen afsluttes med kaffe og hyggeligt samvær i stuen, hvor vi runder ugen af med smil og gode minder i rygsækken.

MANDAG – Tak for denne gang

Ude er godt, men hjemme bedst. Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. 

 

NB! Der kan forekomme ændringer i programmet.