Detaljeret program
Vi mødes ved indgangen til Admiral Hotel kl. 8.30 fredag den 19. juni og går med et par guider fra Blindmotion til topsejlsskonnerten Lilla Dan. Lilla Dan er et gammelt skoleskib, der stadig er ejet af rederiet Lauritzen.
Du bliver en del af en gruppe på fire synshandicappede, som får tildelt en seende hjælper som også er gast på turen. Og så er det ellers i gang. Du skal være fleksibel og indstillet på at indgå i alle de opgaver, der er om bord på et gammelt sejlskib, der skal laves mad og gøres rent, der skal sættes kurs og sættes sejl efter vejrforholdene og skibet skal styres.
Fredag aften lægger vi til i Helsingør, hvor skibet vises frem fra kl. 18-20. Du indgår som en del af fremvisningen og skal være klar til at svare på spørgsmål fra de besøgende – efter bedste evne, selvfølgelig. Ingen er jo eksperter efter en dag eller to om bord.
Lørdag morgen er det tidligt op og så ud i det blå. Kursen bliver sat efter vind- og vejrforholdene og kaptajnens beslutninger følges naturligvis. Lørdag aften lægger vi til igen et sted, hvor det nu kan lade sig gøre, så der bliver ro på skibet om natten og alle kan få sovet.
Søndag morgen vender vi så næsen hjemad igen og efter en fantastisk oplevelse til søs, anduver skibet igen Ofelia kaj bag Admiral Hotel kl. 17. Herfra går turen så til indgangen ved Admiral Hotel, hvor turen slutter.
Rigtig god fornøjelse!
