Sagt så gjort: Vi lavede vores allerførste motorcykel-testtur for mennesker med synshandicap. Og wow, hvor blev det en dag, der stadig giver smil på læben!
Det regnede hele dagen, men som om vejret også hepper på gode ideer, kom solen frem præcis, som vi gik i gang. Peter havde lavet pandekager (i seriøse mængder!) og kaffen var varm – så snakken og den gode energi var der fra første øjeblik.
Der blev prøvet hjelme – til stor underholdning for flere, der opdagede, at deres hoveder var lidt større end forventet 😄 – og Jørgen gav en solid intro til turen og til det særlige samarbejde mellem fører og bagsædepassager.
Og så var vi klar.

Sving, fart og store grin
Ruten gennem Nordsjælland var intet mindre end fantastisk: små veje, store veje, skov, marker – og ikke mindst masser af sving.
Og det var dér, flere virkelig fik oplevelsen ind under huden.
Jesper, en af vores testpiloter, sagde det perfekt:
“Det var en fed tur og følelse! Når man læner sig med i svingene og mærker motorcyklens kræfter – det giver et kæmpe kick! Farten, lydene, duftene – man får virkelig pulsen op.”
”God afslappet stemning, man kunne mærke erfaringen 😊 og det gode fællesskab – det var tryghed for en nybegynder som mig! ”
”Et godt eventyr! Jeg er nu godt i gang med at lokke andre med ud på eventyr; så når I er klar, så er vi flere, der kan få den oplevelse.”
Jack supplerede:
“Trygt, fedt og fuld af sanseindtryk. Vind i ansigtet og naturens dufte serveret direkte. Kan varmt anbefales!”
Konklusionen fra alle fem deltagere var klar:
“Kæmpe oplevelse – gør det igen! Det her skal ind i Blindmotions program.”
Tak til alle der gjorde dagen mulig
En gigantisk tak til RallySupport og til de frivillige motorcykelkørere fra BMW MC Club Danmark, der stillede op med både maskiner, tid og overskud.
Vi håber, at de vil være med fremover – måske der også er andre motorcykelklubber/køregrupper, der hopper med. Det vigtigste er de mennesker, der har lyst til at dele vejen og give oplevelser videre ❤️
Tak til Expedit A/S i Farum for at låne os nogle demohjelme, så vi kom godt i gang på udstyrssiden.
Vi er kun lige begyndt
Vi i Blindmotion smøger nu ærmerne op – for vi vil endnu mere ud på to hjul!
Vi drømmer allerede om:
- inspirationsture for begyndere
• længere og mere krævende ture – måske en tur til Sverige med grus under dækkene
• og på sigt lokale køre-partnere rundt om i landet
Det her føles som begyndelsen på et eventyr. Og vi er kun lige kørt ud ad indkørslen.
Nye ture venter – og vi glæder os til at tage jer med.
NB! Du kan se lidt fra vores tur på Blindmotions YouTube kanal.
